Udskiftningstruet? ( Lad en ting fortælle.)

Nu er det den tid igen.

Jeg skal bruges og bruges hårdt. Ikke et øjeblik får jeg mulighed for at gå i dvale eller bare for den sags skyld dæmpe lyset. Fingre og håndrygge maser sig ned i mig og hurtigheden gør mig stakåndet.

Jeg har ikke noget imod at blive brugt, men skal det forgå så hastigt?

Jeg har nogle år på bagen og det fornægter sig ikke når der bliver trykket utålmodigt på musetasten. Jeg kan ikke klare det. Utålmodighed gør mig langsom og jeg overvældes af alle de informationer som ikke skal bruges til andet end at aflaste min brugers trang til at få noget til at ske.

Jeg er ellers stolt af at have nogle år på bagen og stadig være i funktion. Det er der mange andre som ikke kan prale med. Jeg føler mig værdsat og holdt af. Det meste af tiden. Men nu kom der altså en ny opgave og så er jeg tæt på dommen; forældet og langsom.

Det kan godt gøre mig noget nervøs og jeg mærker præstationsangsten dukke op. Hvad nu hvis jeg ikke er god nok længere og bliver skiftet ud? Hvad sker der så med mig? Min forgænger ligger død inde i reolen i en gammel lædertaske. Ikke engang bios giver signal længere. Skræmmende.

Jeg mærker en flimren og reaktionen er der med det samme fra fingrene som straks giver sig til at klikke.

Et splitsekund er jeg i opgivelsen, mit signal blinker voldsomt og så tager jeg mig sammen. Jeg lader fingrenes insisteren på mine taster få ordene til at  flyde ud over skærmen mens jeg håber på at den næste opdatering er på trapperne.

Advertisements

spontanopgave: Every picture tells a story

every pic

Et øjeblik der var!

Sorgfuld læner jeg mig ind over tastaturet og kigger indgående på billederne. Billeder af øjeblikke som har været. Og personer som har været.
Ligesom dig, Niels.

Indtryk og udtryk i et øjeblik.
For i det næste at være et minde i mit hjerte.

Hvad mon hende med pandebåndet har betydet for sine kære? Hvem gjorde hun indtryk på og hvad gav hun udtryk for? De smukke mørke øjne, den lille mund. Og den spidse hage som hviler let på håndryggen.
Jeg får andre billeder på mit indre lærred. I dette øjeblik en danser, en skuespillerinde, en sangerinde.

Du Niels. Du er ikke der, på billedet over tastaturet. Du er i mit hjerte. Og når lærredets lys viser billeder af dig sløres mit øje blik.
Dit hjerte kunne ikke mere.
Du er ikke mere.

Konger, bygherrer og havens planter. Alle forgår de og efterlader sit øjebliks indtryk og udtryk i de nærmeste. Men før dette, har de fortryllet deres publikum. Med sanse ind- og udtryk efterladende minder som bringes frem, i særlige øjeblikke.

Jeg var i dit fortryllede publikum Niels. Med øjne og ører registrerede jeg hvert et indtryk og udtryk. Og minder blev lagt på lager til nødvendige tider. Som er nu. I dette øjeblik.

Sang, musik og fortællekunst findes også som tema i billedet, tænker jeg. Og lader mig et øjeblik forføre af billedets mangfoldighed.

Du kendte alverdens sange Niels.  Og vidste hvordan de virkede på mennesker. Og du smilede stort når du sang med og lod foden markere rytmen i gulvet.
Nu synger du ikke mere.

Min opmærksomhed forlader billedet og jeg suges indad.
Ind i mig hvor jeg ser dig.
Det ligner dig, som jeg så dig ligge der. Men du var der ikke mere.
Du er nu et af de allerkæreste minder jeg har og jeg synger for dig:

Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!

Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse!

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Mine fingre går i stå på tastaturet. Sangens ekko sitrer stadig i mig.
Mit øjeblik er sløret og sorgfuldheden fylder.
En helt speciel ven er borte. Er blevet til et billede på mit indre lærred.
Far vel Niels.

CITY-TANGLE

Sanseophidselse.

Udsynet til verden i gaderne lader mig forvirret. Mine briller er efterladt derhjemme og alt flyder sammen. Vinduernes lysende firkanter forsøger at lægge lys ud over gaderne, men forbliver pejlemærker i virvaret.

Mine ører er på overarbejde. De strækker ud og forsøger at kompensere for min manglende skarphed i øje blikket. Alle lyde går ind og blander sig med tinitussens uldtråd af konstans.

Jeg bevæger mig langsomt hen ad gaden og forsøger at orientere mig ved hjælp af enkelte synlige og hørbare kendetegn. Opdager at min lugtesans også kommer og byder sig til. Jeg kan lugte de grønne planter som hænger ud over muren. Planter som lugter stærkt af kirkegårdens forlængst afdøde hyldester til den der gik bort.

En sirene hyler bag min ryg og stiger voldsomt i decibel indtil den stopper lige ved siden af mig. To sortklædte hopper ud af den hvide tåge med det blinkende blå lys. Først nu opdager jeg at der ligger en eller to personer foran mine fødder. De sortklædte råber og haler afsted med kropsbunken, hen mod deres blåt blinkende udgangspunkt.

Jeg står helt stille mens lyden af sirenen igen blæser mine ører omkuld og derefter langsomt tager af. Jeg lukker øjnene og husker så i et splitbillede at mine briller ligger i min jakkelomme.

Dilemma. Jeg har et valg.